Guldkorn fra drøftelser i "det engelske parment"
|
Der er behov for omsorg, der ikke er organiseret og institutionaliseret
Hvis vi kun møder ”velfungerende mennesker” i sin kirke, er der noget galt!
Vi er bange for at lade os misbruge, og gøre det som velfærdssamfundet burde gøre! Vores næste lider men vi gør intet af retfærdighedshensyn! Tankevækkende.
”Hvad du giver væk, får du igen. Hvad du beholder, mister du”
Diakonien har mange sprog – hvilke sprog behersker du?
Diakoni er ikke noget vi skal sætte tid af til – det er noget vi skal leve ud.
”Hvis du overser de små ting i livet – overser du det meste i livet”
Hvis kirken er kold – er det måske fordi diakonien er blevet gold (uden frugt)
Kirkehistorien fortæller, at der hvor diakonien har blomstret har der været vækkelse og kirkevækst. Faktorernes orden er dog ubeskrevet, men der er en tydelig sammenhæng.
Bogen med titlen ”at give det videre” har givet mig en mere fri og utvunget tilgang til mit kristenliv og til min næste. ”
Samværet i vores kirke er så overfladisk, at vi bilder os ind, at alt er velfungerende.
Vi er jo ordentlige mennesker, der giver gaver både til Røde Kors, Frelsens Hær, Kirkens Korshær og Haiti. En fin arbejdsdeling. Vi får ikke snavs på fingrende, kirkebetjeningen skal ikke have unødig forstyrrelser med utilpassede og beskidte gæster og vore flotte menighedslokaler skånes!
|
Nye veje |
|
|
Hvis du kan vælge bare en, du vil vise speciel opmærksomhed, hvem skal det være (organiseret eller uorganiseret). Hvis vi er mange nok der vælger denne model, vil der opstå en mindre revolution i vores kirke.
Hvis vi ikke har tid til diakoni på grund af mange aktiviteter i kirken skal vi måske droppe nogle aktiviteter og få tid til diakoni/omsorg og nærvær – både på de indre linjer og udadrettet.
Næste generation skal mærke kirken. De er sultne efter et tilhørsforhold, efter at høre til! Hører det nogensteder hjemme?
Diakoni kan være at give et smil eller stoppe op og lytte til en lille livshistorie. Er det diakoni? Det ligner jo ingenting!
Hvis vi bruger den samme tid på diakoni (organiseret som uorganiseret) som vi bruger på at se TV ville kirken og vores samfund se helt anderledes ud!
Hvem tager sig af og støtter de personer der støtter andre? Mange omsorgspersoner i privat og offentlig regi har tendens til at brænde ud – ikke på grund af det de skal nå – men bl.a. på grund af det de gerne ville nå. Måske netop det, der handler om omsorg, nærvær og værdighed.
|